Mænd af betydning og tvivlsomme interesser

Jeg er begyndt at se noget nyt i tv. Det er som om, at mens alle andre går til yoga og mindfulnesskurser og spinning og gåture i Dyrehaven med deres pæne mænd og velopdragne børn. Der sidder jeg ligesom herhjemme. Ej, ok, nogengange er jeg lige et smut ovre i blandselvslikbutikken. Men ellers. Så sidder jeg gerne lige herhjemme. Sidder er måske misvisende, men forestil dig en sådan lidt blød, leddeløs klat krop, der er draperet ud over en grå uldsofa fra IKEA. Det er mig. Med en fjernbetjening i den ene hånd og en iPhone i den anden. Og pt. junker jeg TO ting. På en gang. Det går jo virkelig ikke. Ok, det går fint.

Det ene er the biggest loser. Sygt-i-potten amerikansk tv-koncept hvor en masse overvældende flæskede mennesker flytter ind på the weightloss ranch og konkurrerer om at tabe sig mest, hurtigst, for at vinde en million. Omg. Hvis det lyder godt, kan jeg love, at det er dobbelt så godt, som det lyder. Hvis du synes, at det lyder dårligt, er du nok desværre uden for pædagogisk rækkevidde. På ranchen bor selvfølgelig også 3 ekstremt veltrænede, belastende og usympatiske trænertyper. Og på finaledagen træder alle deltagerne ud igennem et billede af deres gamle, fedladne selv. Ud som små fitnessrobotter, med store blafrende hudflapper der svinger i takt, når de klapper over deres egen fantastiskhed. Jeg elsker det. Med foruroligende entusiasme.

Det andet er orange is the new black. Som egentlig bare er Desperate Housewives gone to jail. De første par afsnit var ærligt talt lidt fesne, men når man nu HAR fået anlagt sig mageligt i sofaen og aflyst aftenens pilateshold i Fitness World som vanligt, – så kan man jo lige så godt få noget ud af det. Og så sker det, som det ofte sker med skod og elendighed, at det gror på mig. Og jeg når til et punkt, hvor jeg bare MÅ se 5 afsnit i træk, og jeg kommer i seng kl. 03, og hr. chef kigger endnu mere skeptisk på mig end vanligt. Men det er godt nok. Jeg har endda hylet en enkelt gang, og det plejer at være sidste bastion før ren tv-tilbedelse.

Største styrke er de tvivlsomme mænd. Pornstache i særdeleshed. Klam, grim, overskægget, misogyn satan, der handler stoffer, presser sig til blowjobs, forulemper og udnytter sin position. Grim, grim, grim fyr. Og den aktuelle uvidende modtager af al min mandebegejstring. Tager mig selv i at billedgoogle ham med jævne mellemrum, bare for at nyde den sært antiattraktive attraktivitet. Der er noget dybt bekymrende over min smag i mænd. Det er ikke noget nyt, men det er værd at gentage. Dybt. Bekymrende. Sig hej til pornstache. Drømmemand, åbenlyst.

pornstache

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *