Lastmover af rang

Jeg har muligvis tidligere reklameret med, at jeg er årtusindets sygeste lastmover. Hvilket egentlig er forfærdeligt trist, når man er young urban type, som ligesom burde være fucking meget med på beatet. Men jeg synes altså stadig ikke, at marmor er fedt vel, og jeg køber ligesom ikke rigtigt det der med, at man kun må spise grøntsager og piskefløde, hvilket alle mine veninder dyrker i en grotesk grad der gør, at jeg stort set aldrig mere får serveret en almindelig kage, men nu altid skal smage bizarre raw-”kager” bestående af dadler, mandler og avocadomos og nej tak. Der er jeg på fin 90’ervis mere typen, der stadig skyller min frikadellefars under det varme vand, og tak til Anne Larsen for det fine tip.

Rent listefetischmæssigt er jeg jo noget af en vaneforbryder, men det skal ikke stoppe mig i at poste disse 5 bedste lastmovermoves jeg har movet inden for det sidste års tid:

–          Købt medlemskab til Crossfit. Været ude af stand til at bevæge mig i 9 hele dage efter første træningstime. Meldte mig ud efter 3 uger.

–          Fået mig et par lækre kilehæle og et par dipdye jeans. Hej 2011.

–          Hængt denne fine verdenskort wallsticker op, blot for at opdage, at jeg er dansker nummer 6 million, der investerer i sådan en sag – og nu overvejer jeg så, om jeg orker at finde på noget mere originalt, for den er sgu da meget pæn?

–          Været på et freaking mindfulnesskursus og spist et æble med hele min bevidsthed. Smagte stadig bare af æble.

–          Fået en Instagramkonto. Lige sekundet før min mor. Godt gået egentlig.

Suk, ikke. Kommer ligesom aldrig rigtigt op på det fucking beat der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *