Chili Cheese Tops – mit livs kærlighed

Apropos at være cykelpendler. Det er fandme et glamourøst liv. Frihed, fleksibilitet, D-vitamin og gratis motion på friluftmåden. Lige noget for mig, det er klart. Eller også er det bare fordi, at den offentlige trafik i København er så freaking håbløs, at cyklen ulykkeligvis er dobbelt så hurtig, og der dermed ikke rigtig er nogen god undskyldning for at lade være. Men det er fint nok. Møder frisk og vindblæst på arbejde, sådan på den lækre måde, ik. Og bilder mig selv ind, at den daglige motion forbrænder tilstrækkeligt kalorier til, at jeg med god samvittighed og jævne mellemrum kan dyrke min store kærlighed.

Whaaaaat!? Er damen forelsket? Jeg troede hun havde nok i sig selv og drømme om Ryan Gosling og det store vilde internet? Du har ret, og du har ikke ret. Intet menneske er en ø, som Hugh Grant så smukt siger. Tror måske ikke, at han er den rette at kreditere, men det er altså dertil mit kendskab til det citat går. Men jeg er heller ikke nogen ø, vel. Jeg har vigtige relationer, jeg ER noget for nogen. Og nogen er noget for mig. Og dem der især er noget for mig. Det er Chili Cheese Tops. De er min sol, min måne, alle mine stjerner. Det er vist også et Hugh Grant citat? Og de er en guilty pleasure skabt i selveste himlen. Macdonalds-himlen, min yndlingshimmel.

Og på den måde er det så smukt, at man hver dag på vej hjem fra arbejde passerer Macdonalds på Østerbrogade. Og bare har fortjent det SÅ pissemeget. Jeg sørger for at stille mig i en forskellig kø hver dag, jeg gider fandme ikke de der blikke fra livstrætte teenagere, der mener, at jeg ikke bør dyrke friturestegt ost på daglig basis. Så jeg tror ikke, at der er nogen, der har opdaget, at jeg er daglig gæst. Og så kører jeg lige en ned på vej ud af døren. En på cyklen, før jeg svinger ud på cykelstien igen. Og én gemmer jeg i lommen, og nyder på vej op ad trappen derhjemme. Klam kærlighed, men sådan er det. En dag fik jeg fire. Som at vinde i cheese top lotto. Den sidste spiste jeg til dessert. Skulle hilse og sige, at de ikke bliver dårligere af et par timer på køkkenbordet efterfulgt af en hurtig tur i mikroen. Det er fandme kærlighed.

chilicheesetops

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *